Kære Laura <3 

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak, fordi du har delt din historie og dine følelser. Det kræver mod at åbne op om svære emner, og det viser, at du ønsker at finde en løsning og få det bedre. Jeg tænker, at der er andre piger, som kommer til at læse dit brev og kan genkende de følelser, som du beskriver. Og så håber jeg ikke mindst selv, at du kan bruge mit svar til noget <3 

Jeg er virkelig ked af at høre, at du har haft det så svært. Det lyder som om, du har oplevet mange udfordringer både hjemme og i dit eget sind. Du fortjener at blive lyttet til og støttet, og det er vigtigt, at du ved, at dine følelser og oplevelser er helt okay at have i din situation. Du overreagerer ikke. De følelser, du har, er virkelige og betyder noget.

Det berør mig, når du siger, at du har det ufedt hos din far og at være hjemme hos ham er forbundet med en masse skyld. Din far har opført sig på en måde, som har påvirket dig dybt, og det er naturligt, at du har det svært med de minder og følelser, det har skabt. Det er godt at høre, at han er blevet bedre, men det ændrer ikke ved, hvad du har oplevet tidligere. Din skyldfølelse er en naturlig reaktion, men det er vigtigt at huske, at det ikke er din skyld, hvordan han har opført sig.

Omvendt er jeg selvfølgelig rigtig glad for at høre, at du er tæt med din mor og dine veninder, og det gør mig rigtig glad, når du fortæller, at du faktisk godt vil kunne snakke med dem om, hvordan du har det. Det lyder i hvert fald som om, at du har et kærligt og trygt forhold til dem, og så tror jeg også godt, at du kan stole på, at de gerne vil støtte dig. 

Når du skriver, at du har bange for at miste dem for, hvem gider at være sammen med en, der er selvdestruktiv, så har jeg egentlig lyst til at spørge dig, om du har det? Hvis det var en af din veninder, som en dag kom hen til dig og sagde, at hun havde noget meget personligt, som hun gerne ville dele og gerne ville have hjælp til, ville du så lytte til hende og hjælpe hende? Det tænker jeg, at du gerne ville, men hvorfor tror du så ikke, at andre vil gøre det samme for dig? 

Jeg kan mærke, hvor meget omsorg, kærlighed og omtanke du har for menneskene omkring dig. Men når vi har det svært, så bliver vi også nødt til at stole på, at andre også har den samme kærlighed for os selv. Det kan godt være, at du tænker, at dine forældre for en skyldfølelse af det, men mest af alt kommer den følelse jo også af, at de så gerne vil hjælpe dig. Og så skal du også turde tage imod hjælpen <3 

Det kan godt være super svært at finde ud af, hvordan man skal få sagt til andre, hvordan man går rundt og har det. Hvis det føles svært at starte samtalen, kan du måske vise hende dette brev som en måde at forklare dine følelser på. Det er okay at bede om hjælp, og det er okay at tage små skridt ad gangen. Dine veninder vil også gerne støtte dig, og de vil sandsynligvis sætte pris på din ærlighed.

Hvis du har lyst, så kan du skrive ind til vores rådgivning, hvor vi kan tale om, hvordan man kunne gribe sådan en situation an, hvad der er godt at sige og hvordan man skal gøre det. Vi sidder klar hver aften, og hos os er du altid velkommen <3 

Jeg ønsker dig al held og lykke i hele verden. Husk at du er værdifuld og god nok uanset hvad <3 Mange knus og kram fra Katrine