Et nyt år er skudt i gang, og 2023 er så småt ved at folde sine vinger ud, hvilket for mange af os også er ensbetydende med en masse nytårsforsæt, der ser dagens lys. Flere rammes af “new year, new me”-kulturen, hvor de føler, de skal spise sundere, dyrke mere motion, tabe en masse kilo, holde hvid januar, og vi kunne blive ved. Det kan være enormt toxic at få trukket ned over hovedet, og derfor sætter vi i GirlTalk fokus på mad- og kropsro for at forsøge at gøre op med diætkulturen, der på mange måder forværrer vores forhold til vores kroppe og den mad, vi spiser. Vi vil derfor fokusere på, hvordan vi kan hjælpe hinanden til at finde ro i forhold til vores udseende og den mad, vi spiser og huske hinanden på, at vi er gode nok, præcis som vi er.

På vores Instagramstory fik vores følgere muligheden for at stille Sophie spørgsmål vedrørende mad- og kropsro, og til det kom der en række spørgsmål, som Sophie har svaret på nedenfor. Vi har delt svarene op i to artikler, den ene handler om sukker og sukkerafhængighed, den anden handler om forskellen på forstyrret spisning og spiseforstyrrelser. 

I tvivl?

Hvordan hjælper du folk, og hvad kan du hjælpe folk med?

Som vane- og overspisningscoach hjælper jeg folk gennem samtale. Jeg giver konkrete værktøjer til vaneændringer om mad og sundhed. Det er altid på klientens præmisser og man er som vanecoach, der stiller spørgsmål ikke den, der kommer med svar. Jeg kan hjælpe folk med at finde ro omkring deres mad- og kropstanker. Jeg vil ikke komme til at arbejde med deciderede spiseforstyrrelser, der er behandlingskrævende - men mere gråzonefeltet mellem spiseforstyrrelser og forstyrret spisning.

Hvordan kan jeg stoppe med at føle mig skyldig, hver gang jeg har spist noget? 

For det første er det vigtigt for mig at sige, at du ikke er alene i at føle skyld over at spise. For at arbejde med din skyldfølelse, så er det vigtigt at kigge på, hvad du føler skyld over. Helt konkret kan du efter et måltid sætte dig ned og finde ud af, hvad skylden præcis kommer af. Prøv at skrive det ned og forhold dig til det, der står. Husk, at skyld er en følelse og ikke virkelighed, selvom det føles sådan. Det kan hjælpe at få gjort skyldfølelsen mere konkret og håndgribelig, så du bedre kan spørge ind til, hvorvidt den følelse er berettiget eller ej. Find så ud af, hvilke positive ting du forbinder med måltider og mad - selv de helt små. Når du så føler skyldfølelse over at spise, så skal du øve dig i at fortælle dig selv, hvorfor mad er godt, hvorfor det er vigtigt at spise. Det kan for eksempel være “mad giver mig energi til at være sammen med mine venner”. Du kan gøre det 1. måltid om dagen, ved 2., ved 3. eller hver anden dag. Og så skal du huske, at vi som samfund har en grundlæggende overbevisning om, at der er meget mad, der er forkert, og at vi endelig ikke må spise for meget. Men det er altså ikke sandt.

Hvordan ved man, om man er ved at udvikle en spiseforstyrrelse?

Ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv, ved man, at man er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, hvis tanker om mad og krop fylder alle dele af ens liv. Hvis man begynder at trække sig fra sociale arrangementer og lukke sig mere inde i frygt for, hvad maden kommer til at betyde for en, kan det være et tegn på en spiseforstyrrelse. Det kan være svært at koncentrere sig om andet end, hvordan man ser ud, hvad man spiser og hvad man vejer. Ofte ses også en fysisk dimension af en spiseforstyrrelse, hvad end det er undervægt eller overvægt. Mange, der bliver undervægtige, som jeg selv gjorde, oplever at fryse meget, miste hår, er mere trætte og bliver nemmere syge. Men det er vigtigt at understrege, at man også godt kan være normalvægtig og have en spiseforstyrrelse. Da mit forhold til mad gik fra at være forstyrret til en decideret spiseforstyrrelse, var det fordi, jeg opdagede, at jeg faktisk ikke lavede andet end at tænke på mad - på hvad jeg burde spise, hvad jeg ikke burde spise, på hvad der var sundt og usundt, på min krop og dens udseende, på min træning og på kalorier. Men det er meget forskelligt alt efter, hvilken spiseforstyrrelse man udvikler.

*Artiklen skal ses fra et ernæringsmæssigt perspektiv. Et psykologisk perspektiv har et anderledes fokus, som også er vigtig at forholde sig til, hvis man er i tvivl om, man er ved at udvikle en spiseforstyrrelse.