Nyheder

Amalie Stender

Nyheder

Efter EmpowR: "Jeg er blevet mere selvsikker og tør være mig selv mere"

Unge piger har mere mod på nye fællesskaber efter at have gennemført GirlTalks gruppeforløb EmpowR. Det bekræfter en evaluering foretaget af det seneste halve års EmpowR-forløb.

- Før var jeg pigen, der sad ovre i hjørnet og ikke snakkede så meget. Nu er jeg meget mere åben om mig selv og har lært at snakke med nye mennesker.

Ordene kommer fra 13-årige Alberte, der netop har gennemført GirlTalks gruppeforløb EmpowR - et 10-ugers gruppeforløb, som har til formål at forebygge begyndende mistrivsel hos unge piger. I EmpowR har Alberte sammen med en håndfuld jævnaldrende piger kunnet mødes i et trygt og fortroligt rum og udveksle tanker og erfaringer om alt det, der fylder - godt hjulpet på vej af to af GirlTalks frivillige gruppeledere og nogle helt konkrete øvelser og temaer, som har dannet grundlag for hver enkelt møde.

 

Nye venner og større selvsikkerhed

Det var Albertes mor, der, efter at have læst et Facebook-opslag om EmpowR, foreslog Alberte at prøve det. Alberte var i begyndelsen skeptisk over for idéen, for udsigten til at skulle dele sine inderste tanker med vidt fremmede piger var angstprovokerende. Alberte lod sig alligevel til sidst overtale af sin mor, og det er hun glad for den dag i dag. For efter de ti uger i EmpowR er Alberte beriget med både nye venner og en større tro på sig selv. Den øgede selvsikkerhed har Alberte blandt andet kunnet mærke i skolen:

- Jeg var MEGET usikker på mig selv i en lang periode, men jeg har taget til mig, at jeg er god nok som jeg er. Det kan godt være, at det er forkert, men hvis JEG ikke prøver, så er der ingen andre der siger noget!

Ifølge projektleder på EmpowR, Ditte Lundqvist Wagner, er Albertes forandring et kerneeksempel på, hvad det er, EmpowR kan:

- Som navnet 'EmpowR' antyder, er et af hovedformålene med indsatsen, at pigerne styrkes i troen på sig selv, får en øget følelse af personlig styrke og mestring og bliver i stand til at tage initiativ og handle. Så når vi hører en pige som Alberte fortælle sådan en historie, bliver vi bekræftet i, hvor vigtig en indsats EmpowR er. Ikke nok med at hun har en styrket tro på sig selv – hun tager også initiativ på fællesskabets vegne.

 

3 ud af 4 piger har mere lyst til at deltage i nye fællesskaber efter EmpowR

Og Alberte er ikke alene om at have oplevet netop denne positive forandring. Mere end 3 ud af 4 af piger, som har gennemgået GirlTalks seneste EmpowR-forløb, fortæller, at de efter EmpowR har fået mere lyst til at deltage i nye fællesskaber - og mere end halvdelen oplever et større fællesskab med deres klassekammerater. 

Jeg er kommet mere i skole og har fået nye venskaber med mine klassekammerater - og så er jeg blevet gladere, end jeg var før
- Pige efter EmpowR

At pigerne efter EmpowR oplever en styrket relation til deres klassekammerater, viser ifølge Ditte Lundqvist Wagner, hvordan en indsats som EmpowR giver værdi - også uden for EmpowR-forløbets 4 vægge.

- EmpowR er på mange måder et ‘øvelokale’ for pigerne - et trygt rum, hvor de kan finde ud af, at de ikke er så anderledes, som de går og tror - og hvor de finder ud af, at det ikke er farligt at sige sin mening og række ud til andre.

Efter hver gruppesession har jeg fået en glad pige hjem. En pige, der virker lettere, og som er begyndt at få gang i flere sociale relationer. Hun har fået mod på mere.
- Mor til pige i EmpowR

Og netop modet til at indgå i nye fællesskaber, er ifølge Ditte Lundqvist Wagner helt essentielt for unges trivsel.

- Vi ved, at unge, der føler sig inkluderet i fællesskabet, generelt har et højere selvværd og trives bedre end unge, som står uden for fællesskabet. Derfor kan vi næsten ikke få armene ned, når vi ser de gode resultater af EmpowR.

Tilbage hos Alberte er der heller ingen tvivl om, at de 10-uger med EmpowR var det hele værd. Det eneste minus er ifølge Alberte, at hun ikke kan blive ved med at gå i EmpowR.

For som hun grinende siger:

- Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal om torsdagen længere!

 

* Alberte har valgt at være anonym i artiklen. Albertes rigtige navn er kendt af GirlTalk.



Tak til Østifterne, Nordea-fonden og Frederiksbergfonden for at være med til at gøre EmpowR muligt.

 

Efter EmpowR

I 2023 vil GirlTalk have skærpet fokus på, hvordan pigernes trivsel og udvikling fortsat kan understøttes, når de 10 ugers EmpowR-forløb er slut.

Ifølge projektleder på EmpowR, Ditte Lundqvist Wagner, vil det ske ved bl.a. at inddrage og aktivere ressourcepersoner rundt om pigen, som vil kunne understøtte en positiv udvikling både før, under og efter selve forløbet.

Målet er bl.a. at sikre, at den enkelte pige fastholder de gode vaner og tankemønstre og fortsat har mod på at indgå i eksisterende og nye fællesskaber efter EmpowR.

Læs flere

Seneste evaluering af EmpowR viser, at:

43,2 % oplever bedre trivsel i skolen

59,4 % har fået det bedre generelt

78,4 % har fået mere lyst til at deltage i nye fællesskaber

37,8 % kommer oftere i skole

* Evalueringen er baseret på en anonym spørgeskemaundersøgelse med de 37 piger, som deltog i EmpowR i andet halvår af 2022.

Læs flere

Flere Nyheder

Her finder du seneste nyt, pressemeddelelser og udgivelser fra GirlTalk


Filtre
Filter nyheder

Vil du vide mere om:

  • Pressemeddelelser
  • Publikationer
  • Nyheder
52 Resultater