Nyheder

Katrine Graversen

Nyheder

Tag med på aftenvagt - mød tre frivillige ungerådgivere fra Fyn

Da vi for nyligt slog dørene op for et friskt hold af frivillige ungerådgivere i vores nyåbnede afdeling i Odense, var vi med på en aftenvagt i rådgivningen. I et stærkt, frivilligt fællesskab sidder de unge rådgivere klar til at besvare anonyme henvendelser fra andre unge. Hør tre ungerådgivere fortælle om, hvordan de oplever at være frivillig ungerådgiver hos GirlTalk.

Klokken nærmer sig 18:30, og de frivillige rådgivere hiver computerne frem. I foråret slog GirlTalk dørene op til helt nye lokaler i den fynske lokalafdeling, der holder til i Havnegade i Odense – i gåafstand fra banegården og tæt på det lokalkendte spisested Storms Pakhus. Her til aften småsnakker de frivillige om, hvad de har lavet i weekenden, imens de møder ind og gør sig klar til deres vagt. 

GirlTalks ungerådgivning har åbent alle ugens dage i aftentimerne, hvor frivillige unge sidder klar til at besvare henvendelser fra andre unge på chat, over SMS og i brevkassen, Pigetanker. Rådgiverne er med til at skabe et fortroligt rum i øjenhøjde, hvor piger og unge kvinder kan henvendte sig om både stort og småt.  

Marlena, Line og Pernille er tre af de frivillige rådgivere i Odenses ungerådgivning. For dem betyder det meget, at de er med til at skabe et frirum for de unge, der henvender sig.  

“Vores mål i rådgivningen er ikke at finde løsninger for de piger der henvender sig. I stedet arbejder vi for at få dem til at reflektere over nogle ting, som de måske ikke før har haft mulighed for at reflektere over”, fortæller Marlena.  

I chat- og SMS-samtalerne med de unge er de frivillige rådgivere uddannet i at forsøge at skabe plads til, at de unge kan fortælle om lige præcis det, som fylder hos dem. Og Marlena mener, at det er afgørende, at de som rådgivere selv er unge mennesker. Det betyder noget for dén tillid, man kan bygge op, fortæller hun.  

Et fordomsfrit fællesskab
På hvert vagthold er der altid mindst én holdleder og en håndfuld andre rådgivere. Det er med til at skabe et særligt rum, hvor rådgiverne føler sig trygge i at håndtere rådgivningsopgaven, fortæller Pernille, der også er frivillig ungerådgiver.  

“Man ved, at alle frivillige er her uden at være fordømmende. Vi har alle en fælles agenda om at hjælpe de piger, der skriver til os,” forklarer hun. Og fællesskabsfølelsen er afgørende for kulturen i rådgivningsrummet. Pernille fortæller, at der hersker en tryg kultur, hvor rådgiverne har tillid til hinanden, og hvor man støtter og løfter hinanden op, når man har haft en svær samtale, eller hvis man har brug for hjælp til en rådgivning. 

Rustet, klædt på og aldrig alene
En vagt i ungerådgivningen varer 2,5 time. Herunder er der både afsat tid til indcheckning og til debriefing, hvor man som rådgiver kan sætte ord på, hvordan man har det både inden og efter en vagt. “Har man haft en hård samtale, så har man mulighed for at vende det med sit hold. Og samtidig har man også mulighed for at lægge det fra sig igen, inden man går herfra”, fortæller Marlena. For GirlTalk er det nemlig vigtigt, at rådgiverne ikke selv skal bære rundt på de samtaler og oplevelser de har som frivillige. 

Som frivillig i ungerådgivningen kommer man igennem GirlTalks uddannelsesforløb, hvor man i løbet af et år bliver klædt på til at kunne besvare henvendelser om alt lige fra menstruation, venskaber og kærlighed til familiekonflikter, angst og selvmordstanker. Mange rådgivere synes, at det er en stor hjælp at komme igennem uddannelsesforløbet, der består af både webinarer, kursusaftner og fællessupervision. Om uddannelsesforløbet fortæller Pernille, at hun føler, at selvom de som rådgivere har til formål at hjælpe andre, så har hun også en oplevelse af selv at blive hjulpet.  Hun fortæller, at man som rådgiver bliver sat godt ind i rollen som rådgiver, og når man bliver i tvivl om noget, så er der altid et bagland, man kan spørge til råds: “Vi bliver hele tiden taget i hånden, og man ved, at der sidder nogen bagved, som man kan gå til, hvis der opstår noget, eller hvis man vil vende en samtale.” 

Et omfavnende kram og god energi 
I rådgivningsrummene er der hyggeligt. Der brænder levende lys, der står snacks på bordene, og snakken imellem rådgiverne er personlig og bærer præg af, at de alle kender hinanden godt. Og det er helt bevidst, at rammerne om de frivillige rådgivere giver plads til hygge. Fællesskabet imellem de frivillige er afgørende for GirlTalk, for når man træder ind som frivillig ungerådgiver, bliver man både en del af en vigtig sag og et helt særligt fællesskab. Det er et fællesskab, hvor man kan tale om svære ting i livet og løse udfordringer sammen med omsorg for hinanden. Det oplever både Pernille, Marlena og Line. 

Pernille beskriver fællesskabet i ungdomsrådgivningen som ”et stort kram fyldt med tryghed og nærvær”. For Marlena er rådgivningen lig med ærlighed: “Vi er ærlige overfor os selv, hvis vi står med en problemstilling, som er svær at gribe an. Men pigerne der henvender sig til os, er også ærlige overfor os. Der er en tillid som gør, at de tør åbne op for os”. Line nikker genkendende, men hun vil gerne sætte et K foran ærlighed, når vi snakker om ungerådgivningen: “Jeg forbinder det med kærlighed - kærlighed som jeg gerne vil give til pigerne, men også kærlighed, som jeg selv føler, når jeg er her”.  

Etablering og udvikling af vores lokalafdeling i Odense er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond og Odense Kommune. Spar Nord Fonden har også støttet vores ungerådgivning, så det er blevet muligt at udvide vores rådgivningskapacitet. Derfor en stor tak til fondene - støtten er afgørende for, at vi kan lade endnu flere piger og unge kvinder vide, at de altid har nogen at tale med. 

Flere Nyheder

Her finder du seneste nyt, pressemeddelelser og udgivelser fra GirlTalk


Filtre
Filter nyheder

Vil du vide mere om:

  • Pressemeddelelser
  • Publikationer
  • Nyheder
50 Resultater