Dette brev er forkortet og anonymiseret

Vi har en datter på 14 år som er frygtelig ked af det, frustreret og ensom og føler sig udenfor. Vores datter går igennem en meget svær tid lige pt. Det er som om, at hun ikke rigtig kan finde ”sin plads” blandt alle sine jævnaldrende piger, og hun føler at pigerne ikke lukker hende ind og giver hende en chance for at blive veninder med dem.

Hun gik i folkeskolen fra 0-5 klasse hvorefter vi flyttede hende over i en Friskole fordi den klasse hun gik i ikke fungerede. Hun klarede sig fint og var ikke en del af problemerne, det fyldte bare alt for meget. På friskolen gik det meget bedre og hun blomstrede op igen og klarede sig rigtig godt i undervisningen og socialt. I overgangen fra 6. til 7- klasse forlod 4 piger klassen. Her starter der i løbet af året lidt mere ”opdeling” af pigerne. Hun bliver mere og mere ked af det, fordi de andre laver aftaler uden hende. Sidst i 7 klasse havde hun haft en meget lang periode hvor hun dagligt græder og er nedtrykt. Hun bliver selv ved med at nævne, at hun gerne vil skifte skole igen, da der her så vil være flere piger som hun så forhåbentligt kan blive mere social med. Vi får aftalt med folkeskolen at hun kan komme derned de sidste 4 uger inden sommerferien. Dette går supergodt og hun er rigtig glad.

Så bliver det sommerferie, og her starter det så lidt igen med, at hun virkelig så gerne vil med til de ting som nogen af pigerne aftale i klassen, men hun bliver ikke spurgt. Hun forsøger gang på gang selv at spørge, om hun ikke må komme med, Det gør hende virkelig ked af det og frustreret når de laver aftaler og så ikke inviterer hende.
Forleden skulle hun på tur med klassen. Efter ca 1 time dernede ringede hun grædende hjem, at hun følte at de slet ikke snakkede til hende og ignorerede hende.
Her i lørdags var der så fest ved en af pigerne fra parallelklassen og alle de andre piger fra hendes klasse var inviteret med men ikke hende. Det gør så ondt på hende. Hun spurgte om hun ikke måtte komme med, men fik bare at vide, at de ikke kunne være flere.
Så dette er lidt billedet der foregår jeg kunne godt blive ved men jeg håber det danner det indtryk som vores frustrerede datter føler lige pt.

Vi overvejer igen et nyt skoleskift. Men er det den rigtige løsning at skifte igen? Hun vil i hvert fald ikke blive ved på denne måde for så ender hun med en depression eller noget andet så vi skal have løst dette hurtigst muligt, for hun er så ked af det hele tiden. Hun kommer op i skole , til fodbold og på arbejde uden problemer så hun er ikke opgivende bare ekstremt frustreret og ulykkelig.

Vi har aftalt møde med skolen og deres ungdomsvejleder og lærerne for at se hvad det kan gøres.

Men hvad skal vi gøre og hvad skal vores datter gøre??

Vi er så kede af det og frustrerede for vores datter vil virkelig bare gerne være en del af fællesskabet.

Håber virkelig på gode råd og vejledning

På forhånd tak

En frustreret far og mor og datter